Bliv spejderleder
Har du lyst til at være med til at skabe unikke oplevelser for børn og unge?
Vi leder efter nye ledere, som vil være med til at uddanne og udfordre børn og unge med udgangspunkt i friluftsliv og natur. Som spejderleder får man erfaring med planlægning, udførelse af aktiviteter og at læring kan ske på mange måder.
Opgaverne
Hovedopgaven som spejderleder er at være med til at stå for de ugentlige spejdermøder, som varer mellem 1,5-2 timer og ligger mellem mandag-torsdag fra. kl. 17.00-20.30 afhængigt af hvilken aldersgruppe, du er leder for. Spejderne er delt op i fire aldersgrupper kaldet enheder, og er i aldrene 6-17 år, så du kan komme til at arbejde med børn og unge i alle aldre.
Derudover vil der være 2-3 weekendture i løbet af et halvår og en årlig sommerlejr på en uge, som du også deltager i og er med til at planlægge.
Vi kan tilbyde
Som spejderleder lærer du at planlægge og udføre aktiviteter, konflikthåndtering, strukturering af tid, samarbejdsteknikker og meget mere. Disse kompetencer får du fra både sparring og erfaring fra med-ledere, men der er også rig mulighed for at deltage i et eller flere af KFUM-spejdernes lederkurser. Disse kompetencer bliver ofte også vægtet højt på en arbejdsplads og at kunne skrive spejderleder på sit CV er tit gavnligt for jobchancerne.
Lederkredsen
Borggruppen har på nuværende tidspunkt ti ledere i aldrene 18-33 år. Vi er en ambitiøs lederkreds, hvor vi også har det sjovt og lader fantasien få frit spil. Vi er en blandet flok mennesker, men vi har et tæt fællesskab og godt samarbejde, hvor der altid er plads til nye.
Derudover har vi en klan kaldet Gnisten, som fokuserer på at de voksne spejdere i gruppen også kan komme til at dyrke spejderarbejdet med hinanden. Her mødes vi en gang om måneden, har det sjovt og lærer hinanden bedre at kende.